Vitus Bering: drengen fra Horsens, der fik et hav

Der findes cirka 200 lande i verden. Der findes en håndfuld mennesker, som har lagt navn til et helt havområde.

Én af dem voksede op i Horsens.

Beringstrædet. Beringhavet. Beringøen. Beringia, den landbro mellem Sibirien og Alaska, som mennesker sandsynligvis vandrede over, da de første gang kom til Amerika. Alt sammen opkaldt efter en dreng, der blev født i en østjysk købstad i 1681 og forlod den som 14-årig.

Det er en usædvanlig historie. Den er også mere kompliceret, mere kold og mere omstridt, end mindesmærket i Vitus Bering Parken lader ane.

En købstadsdreng ved fjorden

Vitus Jonassen Bering blev født i Horsens i 1681.

Horsens var på det tidspunkt en middelstor dansk købstad med måske et par tusind indbyggere, klemt inde mellem 1600-tallets krige og statens dårlige økonomi. Byen havde en havn, der konstant sandede til, en kirke med kvadersten fra 1200-tallet og en gade, Søndergade, som endnu ikke havde fået sine berømte nyklassicistiske facader.

Men den havde en fjord. Og fjorden havde skibe.

Som 14-årig tog Bering til København for at blive uddannet sømand. Han kom aldrig tilbage for at bo i Horsens.

Ind i zarens flåde

I 1703, 22 år gammel, blev han hvervet til den russiske flåde.

Det lyder eksotisk i dag, men det var en helt logisk karrierevej. Zar Peter den Store var i fuld gang med at bygge en flåde fra bunden, og han hentede systematisk erfarne søfolk fra Nordeuropa, ikke mindst fra Danmark og Holland. En dansk styrmand kunne stige hurtigere i graderne i Sankt Petersborg end i København.

Bering deltog i Den Store Nordiske Krig, altså i praksis i krigen mod sit eget fødeland. Han steg i graderne, og efter krigen fik han en opgave, der var af en helt anden karakter.

Første Kamtjatka-ekspedition, 1725–1730

Spørgsmålet var enkelt at stille og ekstremt svært at besvare: hænger Sibirien sammen med Nordamerika?

Ingen vidste det. Rusland havde erobret enorme landområder mod øst, men kortene sluttede i tåge. Hvis der var landforbindelse, delte Rusland grænse med den nye verden. Hvis der ikke var, kunne man sejle rundt.

Peter den Store gav Bering opgaven. Ekspeditionen kom til at strække sig over fem år, fra 1725 til 1730, og det meste af den handlede ikke om at sejle. Det handlede om at komme frem.

Man skulle transportere folk, tovværk, sejl, ankre, værktøj og proviant tværs over Sibirien. Til fods, med hest, med slæde, ad floder. Cirka 9.000 kilometer. Derefter skulle man bygge et skib på Kamtjatka af det tømmer, der var. Og først derefter kunne man begynde at undersøge noget som helst.

Bering nåede frem, byggede skibet og sejlede nordpå. Og han fastslog, hvad ingen europæer havde kunnet dokumentere: Sibirien og Nordamerika er adskilt af et stræde. Det stræde bærer i dag hans navn.

Anden Kamtjatka-ekspedition, 1733–1743

Så blev opgaven større. Meget større.

Anden Kamtjatka-ekspedition var en del af det, der kaldes Den Store Nordiske Ekspedition, og den er blevet beskrevet som et af de mest ambitiøse videnskabelige projekter i 1700-tallet. Målet var at kortlægge hele Ruslands nordlige og østlige kyst og finde og kortlægge Amerikas vestkyst.

Bering var overordnet leder. Tusindvis af mennesker var involveret over ti år, og med ekspeditionen fulgte naturforskere, blandt dem tyskeren Georg Wilhelm Steller, som blev den første europæiske naturhistoriker, der satte fod på Alaska. Stellers navn hænger stadig på arter som stellersøkoen og stellerskrigen.

Bering var heller ikke alene på den personlige front. Hans kone, Anna Christina, rejste med ham gennem Sibirien. Det var ikke en almindelig ægteskabelig tilværelse.

I juni 1741 sejlede Bering ud fra Petropavlovsk på Kamtjatka med skibet Sankt Peter. Han var 60 år og efter alt at dømme udmattet allerede inden afgang.

Ekspeditionen nåede Amerika. Det var missionen, og den lykkedes.

Hjemturen gjorde det ikke.

Beringøen, december 1741

Sankt Peter strandede ved en ubeboet ø omkring 185 kilometer øst for Kamtjatka. Besætningen måtte overvintre.

Der var ingen brænde, næsten ingen ly og ikke tilstrækkelig mad. Vinden er nærmest konstant på disse øer. Mændene gravede sig ned i sandet og dækkede sig med sejl.

Den 8. december 1741 døde Vitus Bering på øen. 29 af Sankt Peters 78 besætningsmedlemmer døde med ham.

De overlevende byggede en ny båd af vraget og nåede tilbage til Kamtjatka året efter. Øen fik navn efter manden, der blev liggende: Beringøen.

1991: arkæologer fra Horsens finder graven

Og så sker der noget, som er svært at fortælle uden at det lyder opdigtet.

Den 8. august 1991 kunne en lille flok arkæologer fra Horsens Museum sammen med russiske kolleger fejre, at de havde fundet Vitus Berings grav på Beringøen. Ekspeditionen udgravede seks grave, og resterne i grav nummer 6 blev identificeret som ekspeditionslederen.

250 år efter hans død kom byens eget museum og fandt ham.

Undersøgelsen gav også en overraskelse. Man havde i århundreder antaget, at Bering døde af skørbug, den klassiske sømandssygdom. Skelettet pegede i en anden retning og bekræftede dermed det, Georg Steller havde skrevet i sin samtidige beretning: at Bering led af sult, udmattelse og kulde snarere end af skørbug.

Det skal siges ærligt, at fundet ikke er ukontroversielt. Enkelte forskere har efterfølgende sat spørgsmålstegn ved, om skelettet i grav nummer 6 virkelig er Berings. Det er ikke usædvanligt i den slags sager, og diskussionen er ikke afsluttet.

Til gengæld gav fundet noget uventet tilbage: på grundlag af kraniet blev der lavet en ansigtsrekonstruktion. I flere hundrede år havde man brugt et helt andet portræt som et billede af Bering. Det viste sig sandsynligvis at forestille en slægtning, ikke søfareren selv.

Vi har altså kendt hans hav længe. Hans ansigt har vi først kendt siden 1990'erne.

Hvorfor Horsens holder fast

Bering forlod byen som teenager og kom aldrig tilbage. Han gjorde karriere i russisk tjeneste og døde på en øde ø i Stillehavet. Det er svært at komme længere væk fra Søndergade.

Alligevel er han overalt i Horsens.

Vitus Berings Plads, hvor byens gamle banegård lå indtil 1929. Vitus Bering Parken, anlagt i 1957 og tegnet af landskabsarkitekten C.Th. Sørensen, med et mindesmærke over ham. En større udstilling om hans liv på Horsens Museum. Utallige virksomheder, foreninger og institutioner, der har taget navnet.

Der er en god grund til det. Horsens er en by, der i det meste af sin historie har været nummer to eller tre eller seks: en solid købstad, en solid industriby, en solid provinsby. Bering er byens bevis på, at man godt kan starte her og ende med et hav opkaldt efter sig.

Og han er noget bedre end det. Han er også en påmindelse om, hvad den slags koster. Femten år af hans liv gik med at slæbe ankre tværs over Sibirien for at få lov til at stille ét geografisk spørgsmål ordentligt. Han fik svaret. Han fik ikke lov at komme hjem med det.