Kendte horsensianere du måske ikke kender

Historien om et sted fortælles som regel gennem bygninger, årstal og indbyggertal. Men et sted er også de mennesker, der besluttede sig for at lave om på det.

Her er tolv af dem fra Horsens og omegn. Seks kvinder og seks mænd, spredt over cirka tusind år. Det, de har til fælles, er ikke berømmelse. Det er, at de byggede noget, som stadig står: en kirke, en institution, en fagbevægelse, et biblioteksvæsen, en gadefacade, en digtsamling.

En ting skal siges først.

De navnløse fra jernalderen

Horsensegnen var tæt befolket i jernalderen. Der er fundet store bebyggelser ved Horsens, Nim og Østbirk, og på strækningen fra Nørrestrand ind over Egebjerg og Gedved lå gårdene særlig tæt.

Vi kender endda nogle af dem ret godt. Sydvest for Gedved, ved Lærkenfeldt, blev der udgravet to rige jordfæstegrave fra yngre romersk jernalder (ca. 160 til ca. 375). De rummede blandt andet romersk glas og et rigt dekoreret militærbælte. Nogen på Horsensegnen havde altså forbindelser hele vejen til Romerriget og magt nok til at lægge dem i jorden.

Men vi kender ikke deres navne. Navne kræver skrift, og skriften kom først for alvor med runerne. Derfor begynder listen her.

Tove, Mistivojs datter (900-tallet)

Den første kvinde på egnen, hvis navn vi kender, er der en grund til, at vi kender: hun fik det selv hugget i sten.

I 1836 dukkede en runesten op i kirkegårdsdiget ved Sønder Vissing Kirke i det nuværende Horsens Kommune. Indskriften lyder: "Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor."

Læs den lige igen. Tove sætter sit eget navn først. Så sin fars, den vendiske fyrste Mistivoj. Så sin mands, Harald Blåtand. Og formålet er at mindes hendes mor.

Hun var vendisk fyrstedatter og dansk dronning på samme tid, og hendes ægteskab var et alliancebånd mellem to magter i Østersøen. Det var den slags aftale, der afgjorde, hvem der havde ro i ryggen. Tove var selve aftalen.

Og så gjorde hun noget, kvinder sjældent gjorde i vikingetiden: hun bestilte et monument. De fleste runesten blev rejst af mænd for mænd. Tove brugte sin til at skrive sin mor ind i historien og sig selv sammen med hende.

Stenen er i øvrigt grunden til, at vi i dag regner med, at Harald Blåtand var gift to gange. Uden Tove ville vi ikke vide det.

Poppo (900-tallet)

En tysk gejstlig, og formentlig aldrig i nærheden af Horsensegnen i levende live. Alligevel hænger et af kommunens mest bemærkelsesværdige kunstværker på ham.

Historien, som Widukinds Sakserkrønike fortæller den: ved et gæstebud diskuterede man, om den kristne gud var stærkere end de gamle. Kongen lod et stort stykke jern gløde og bad Poppo bære det for troens skyld. Poppo greb jernet uden tøven, bar det og viste bagefter sin uskadte hånd frem. Harald Blåtand lod sig døbe.

Omkring år 1200 blev historien gengivet på en række forgyldte kobberplader fra et gyldent alter i Tamdrup Kirke ved Horsens. 29 plader er bevaret og ligger i dag på Nationalmuseet.

Tamdrup var ikke tilfældigt valgt. Her lå en kongsgård i 900- og 1000-tallet, og under fundamentet til kirkens apsis er der fundet kristne begravelser, som peger på en ældre trækirke knyttet til gården.

Det interessante er ikke, om jernbyrden fandt sted. Det interessante er, at Horsensegnen gjorde sig selv til stedet, hvor Danmark blev kristent, og støbte det i forgyldt kobber. Det er middelalderlig markedsføring på højeste niveau.

Niels Manderup af Barritslev (1200-tallet)

En ridder, og manden bag den bygning, mange horsensianere holder allermest af.

I 1261 stiftede han et gråbrødrekloster i Horsens, altså et franciskanerkloster. Det blev anlagt netop dér, hvor byens allerældste bebyggelse havde ligget, og det voksede til et firfløjet anlæg, som blev meget velhavende.

Klosteret overlevede ikke reformationen. Munkene blev fordrevet i 1532, og klosterets kirke, nyopført efter en brand i 1497, blev overtaget af byen som ny sognekirke.

Den kirke står der stadig. Vi kalder den Klosterkirken. Der er 765 år mellem Niels Manderups beslutning og den gudstjeneste, der blev holdt der i søndags.

Ellen Marsvin (1572-1649)

Hvis man skal pege på det mest magtfulde menneske, der nogensinde har boet ved Horsens Fjord, er hun en stærk kandidat.

Ellen Marsvin var en af Danmarks største private jordbesiddere. Hvor en adelig godsejer typisk rådede over omkring 600 tønder hartkorn, rådede hun over cirka 7.600. Hun var den største godsejer på Fyn, og hun var lensmand, altså kongelig forvalter af et len, hvilket kvinder næsten aldrig var.

Efter sin sidste mands død i 1611 kastede hun sig for alvor over godsdrift, opkøb og byggeri. Og hun var god til det. Meget god. Hun blev kendt som en samler af godser og en bygherre med format.

I 1621 købte hun Boller ved Horsens Fjord af den svært forgældede Otte Christoffer Rosenkrantz. Boller havde siden 1350'erne været egnens rigeste herregård. Hendes datter Kirsten Munk var på det tidspunkt Christian 4.s hustru "til venstre hånd", og kongen medfinansierede købet, så Boller kunne være residens for datteren.

Men det er værd at holde tungen lige i munden her: Ellen Marsvin var ikke rig, fordi hendes datter blev gift med kongen. Hun var allerede en af landets mest formuende mennesker, og hun havde bygget formuen op selv gennem tre årtiers systematisk godsdrift.

Samtiden kaldte hende en hård forretningskvinde. Det var ikke ment som en kompliment. I dag ville man kalde det ledelse.

Gerhard Hansen de Lichtenberg (1700-tallet)

Hvis du nogensinde har standset op foran den store, herskabelige bygning i Søndergade og tænkt "hvem havde råd til det", er svaret ham.

Han var en af Horsens' rigeste købmænd i en periode, hvor byen langsomt kom til kræfter efter 1600-tallets krige. I 1744 lod han opføre Det Lichtenbergske Palæ i den nye, vestlige del af Søndergade, hvor der otte år tidligere var opført et apotek i grundmur.

Palæet var ikke bare et hus. Det var en erklæring: Horsens er igen en by med penge og ambitioner. Og det satte standarden for alt, hvad der kom bagefter i gaden.

Dorothea Hansdatter Lottrup, kaldet Døve Dorthe (o. 1700)

Hun sad med en stor formue og traf et valg, der stadig virker 320 år senere.

Hendes mand, den velhavende Horsens-købmand Anders Jensen Thonboe, havde sidst i 1600-tallet købt herregården Hanstedgård nord for byen. Da han døde, stod hun tilbage som ejer af det hele.

Hun kunne have levet stille på formuen eller købt mere jord. I stedet grundlagde hun en institution. Fundatsen er fra 1705, og den fastlagde, at stedet skulle huse 24 fattige "lemmer", altså mennesker uden midler, der her kunne bo deres sidste år med kost, logi og pleje, hvis de blev syge.

Bemærk konstruktionen: hun byggede ikke et legat, der kunne løbe tør. Hun byggede en institution med en fundats, en økonomisk model og en forstander, som samtidig var forpagter af Hanstedgård. Det var 1700-tallets måde at lave noget, der kunne bære sig selv, og det virkede.

Bygningerne står der endnu, og de bruges endnu til omsorg. I dag hedder stedet Hansted Kloster og drives af OK-Fonden som institution for unge med særlige behov.

Over tre århundreders uafbrudt drift, sat i gang af én kvinde, der besluttede sig for, hvad hendes penge skulle bruges til.

Jens Hiernøe (1748-1801)

Han er grunden til, at Søndergade ser ud, som den gør, og de fleste går forbi hans arbejde uden at se op.

Hiernøe var billedhugger og rådmand i Horsens. I årene efter 1770 dannede han sammen med bygmester Anders Kruuse det makkerpar, der forvandlede byens hovedgader. Hus efter hus i Søndergade og Nørregade blev bygget om fra renæssancens bindingsværk til nyklassicismens stramme, grundmurede udtryk. Hiernøe leverede facadedekorationerne, kirkeinventaret og de skulpturelle detaljer.

Det er en usædvanlig arbejdsfordeling. En håndværker og en kunstner, der over to årtier omtegner en hel bymidte, gade for gade, uden nogen overordnet plan fra kongen eller staten. De gjorde det, fordi byens købmænd havde penge, og fordi de to kunne finde ud af at arbejde sammen.

Næste gang du går i Søndergade, så løft blikket over butiksskiltene. Fra første sal og op er det stadig Kruuse og Hiernøes by.

Peter Bojsen (1838-1922)

Han fik to idéer, som begge blev til noget større, end nogen havde regnet med.

Den første var uddannelse. I 1862 købte han Gedved Højskole og oprettede et privat seminarium i tilknytning til den. Gedved Seminarium uddannede lærere til hele landsdelen, og Bojsen var forstander til 1896.

Den anden idé var grise.

I 1880'erne mente den lokale landbrugsforening, at opkøberne snød ved vejningen af svinene. Man måtte ikke sætte en vægt op på banegården, hvorfra grisene blev transporteret. Bojsen tog konsekvensen og foreslog noget radikalt: at bønderne selv skulle eje slagteriet.

Den 14. juli 1887 blev Horsens Andels-Svineslagteri stiftet med omkring 1.000 garanter og Bojsen som formand. Byens sundhedskommission forsøgte at forhindre byggeriet, men blev afvist af justitsministeren, og den 22. december samme år blev det første svin slagtet.

Det var verdens første andelsslagteri. Modellen bredte sig til hele Danmark og blev en af hjørnestenene under dansk landbrugseksport i mere end hundrede år. Bojsen sad som bestyrelsesformand i 26 år, til 1913.

To institutioner på én levetid, og begge slog rod langt uden for Horsens.

Andreas Schack Steenberg (1800-tallet)

Han gjorde noget, der lyder småt, og som viste sig at være meget stort.

I 1894 fik læselystne horsensianere en "Folkebogsamling", udviklet af Andr. Sch. Steenberg. Det blev begyndelsen på de danske folkebiblioteker.

Timingen var ikke tilfældig. Horsens var på dette tidspunkt en eksploderende industriby. Indbyggertallet gik fra 7.250 i 1855 til 22.243 i 1901, og de fleste af de nye horsensianere var arbejdere, der var flyttet ind fra oplandet for at få job på slagteriet, tekstilfabrikken eller jernstøberiet.

Steenbergs pointe var, at bøger ikke skulle være velgørenhed uddelt ovenfra, men en institution alle havde ret til at bruge. Det var en principiel idé, og den vandt. Modellen bredte sig til hele landet og blev til det biblioteksvæsen, Danmark har i dag.

Næste gang du henter en bog på biblioteket, uanset hvor i landet du står, går der en linje tilbage til Horsens 1894.

Fanny Jensen (1890-1969)

Fra fabriksgulvet i Horsens til ministerbordet på Christiansborg. Det er den mest bemærkelsesværdige karriere på hele denne liste.

Fanny Haraldine Alfrida Jensen blev født i Horsens den 11. oktober 1890 som datter af en vognmand. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene, og fra 1911 arbejdede hun på Emil Møllers Telefonfabrikker i byen.

Så gik det stærkt. Allerede i 1912, som 22-årig, blev hun formand for Horsens-afdelingen af Kvindeligt Arbejderforbund. I 1915 kom hun i KAD's hovedbestyrelse og kort efter i forretningsudvalget. Fra 1921 til 1925 og igen fra 1929 til 1931 sad hun i Horsens Byråd for Socialdemokratiet, og derefter blev hun bestyrerinde på De Gamles Hjem i Horsens.

I 1935 forlod hun byen for at blive forbundssekretær i København, og ved afrejsen udnævnte KAD's Horsens-afdeling hende til æresmedlem. Hun viste betydelige forhandlingsevner under de vanskelige overenskomstforhandlinger i 1936 og 1937, og da forbundsformanden døde i 1937, blev Fanny Jensen konstitueret uden tøven. På kongressen i 1938 blev hun valgt med akklamation.

Frem til 1947 var hun forbundsformand for omkring 30.000 kvinder. På den første kongres efter krigen fik hun sat ligeløn på KAD's program, og det bidrog til, at hovedorganisationen i 1951 tog ligeløn med som generelt overenskomstkrav.

I 1947 blev hun valgt til Folketinget og udnævnt til minister med det samme. Hun blev Danmarks anden kvindelige minister efter Nina Bang, og den første arbejderkvinde i en dansk regering.

Ministerposten var vagt defineret, og hun sagde selv fra, da hun i 1950 ikke kunne få bedre arbejdsvilkår. Men i sine tre år satte hun aftryk: husmoderafløsning blev indført, fædrenes børnebidrag blev hævet, Mødrehjælpens bevillinger blev forøget, og hun argumenterede offentligt for udvidet adgang til svangerskabsafbrydelse som middel mod illegale aborter. Hun holdt 429 møder rundt om i landet på tre år.

Hun blev i Folketinget til 1953 og trak sig fra KAD i 1954, hvor hun igen blev udnævnt til æresmedlem.

Grethe Heltberg (1911-1996)

Digter, romanforfatter og essayist, født i Horsens i en lærerfamilie.

Hun blev student fra Horsens Statsskole i 1929 og arbejdede fra 1930 til 1940 som stenograf i Rigsdagen. I 1942 debuterede hun med digtsamlingen Portræt af en Pige, som bestod af 73 sonetter.

Det er værd at dvæle ved. Sonetten er en af de sværeste faste versformer, der findes, og hun leverede 73 af dem i sin debut. Det er en forfatter, der fra første bog vidste præcis, hvad hun kunne.

Derefter fulgte romaner, noveller, essays, børnebøger, erindringer og flere digtsamlinger, blandt andet Testamente (1945), Kinesisk lak (1948), Udvalgte digte (1959) og Alle mine søstre (1976). Fra 1957 til 1972 sad hun i Dansk Forfatterforening.

Et gennemgående tema var forholdet mellem at være kvinde og at være kunstner, og hun behandlede det som et vilkår, der skulle skrives igennem, ikke beklages. Flere af hendes bøger handler direkte om Horsens og om hendes barndom og ungdom i byen, og de er blandt de bedste kilder, byen har, til hvordan der egentlig var at være ung horsensianer i 1920'erne.

Hendes datter Bettina Heltberg blev også forfatter.

Lilli Gyldenkilde (1936-2003)

119.000 personlige stemmer. Det er tallet, der bliver siddende.

Hun blev født i Horsens i 1936 som datter af en havnearbejder og en husassistent og voksede op hos sine socialdemokratiske bedsteforældre. Som ung flyttede hun til København og fik arbejde på en radiofabrik. Senere flyttede hun tilbage til fødebyen og fik igen ufaglært arbejde på en radiofabrik, indtil opløsningsmidlerne på fabrikken gjorde hende syg, og hun som 27-årig måtte lade sig invalidepensionere.

De fleste karrierer ville stoppe der. Hendes begyndte.

I 1971 gik hun ind i politik for SF. I 1977 kom hun i Folketinget, hvor hun senere sad to år i Præsidiet, og i 1990 var hun så tæt på formandsposten, at det var forsidestof. I 1994 blev hun valgt til Europa-Parlamentet med 119.000 personlige stemmer i ryggen, som kritisk EU-tilhænger. Hun forlod parlamentet i 1995, da hun fik kræft.

Hun kæmpede især for kvinders plads og rettigheder på arbejdsmarkedet, og hun lagde aldrig skjul på, hvor hun kom fra. Hendes erindringsbog fra 1992 hedder ganske enkelt Fra fabrik til folketing, og den blev præsenteret i Tobaksgården i Horsens.

Hvad listen fortæller

Kigger man på de tolv samlet, er der et mønster.

De byggede institutioner, ikke monumenter. Niels Manderups kloster blev til byens kirke. Døve Dorthes fundats fra 1705 kører stadig. Bojsens andelsslagteri blev til en hel model for dansk landbrug. Steenbergs bogsamling blev til Danmarks biblioteksvæsen. Fanny Jensens fagforening blev til ligeløn på dagsordenen. Tove fik en sten, der stadig kan læses.

Og næsten ingen af dem gjorde det alene. Kruuse havde Hiernøe. Bojsen havde 1.000 garanter. Fanny Jensen havde 30.000 medlemmer. Lilli Gyldenkilde havde 119.000 vælgere.

Det er måske den mest horsensianske ting ved hele listen.