Kisterne i tårnrummet: Danmarks faldne kansler ligger begravet i Stensballe

Han var rigets mest magtfulde mand, dømt til døden og benådet i sidste øjeblik. Hvorfor ender Peder Griffenfeld i en landsbykirke ved Horsens? Svaret handler om en pige på 13, en flok frugtavlende bønder og en fjord der forsvandt.

Kør ad Nordre Strandvej mod øst, drej ned mod Vær Kirke og gå ind.

Kirken er lille. Hvidkalket, romansk, med tykke mure og små vinduer. Den ligner enhver anden østjysk landsbykirke, og det er lige præcis det, den ikke er.

I kirkens tårnrum, der fungerer som et åbent gravkapel, står fire kister. I den ene ligger Peder Griffenfeld: storkansler i Danmark-Norge, den mest magtfulde ikke-kongelige mand i riget, dømt til døden for landsforræderi og benådet, mens han stod og ventede på øksen.

Ved siden af ham ligger hans hustru, hans datter og hans svigersøn.

Der findes en gammel horsensiansk ordleg om det. Griffenfeld ligger begravet i Vær kirke. Sagt højt lyder det som hver kirke, og pointen er den modsatte: han ligger ét bestemt sted, og det sted er her, i et sogn de fleste danskere aldrig har hørt om.

Spørgsmålet er hvorfor. Hvordan ender Danmarkshistoriens mest spektakulære politiske fald i en landsbykirke ved Horsens Fjord?

Svaret er en historie om en herregård, syttten fæstegårde, en flok bønder der blev berømte for deres persille, en fjordarm der blev lukket inde, og en landsby der voksede med over 5.000 mennesker på tres år.

1250: gården før gården

Længe før Stensballegård fik sit nuværende navn og sin nuværende beliggenhed, lå der en befæstet forgænger inde i Elbæk Skov. Keramikfund derfra dateres til omkring 1250.

Selve Stensballegård nævnes første gang skriftligt i 1341. Det er en interessant tid at dukke op i. Danmark var i de år stort set pantsat til holstenske grever, kongemagten lå brak, og det var først under Valdemar Atterdag, at riget blev samlet igen. En gård der overlever den slags årtier, ejes af folk der ved, hvad de har med at gøre.

Gården gik gennem en række adelsslægter, nogenlunde som man kender det fra dansk godshistorie. Brenderup-slægten fra 1341 til 1437. Derefter Rosenkrantz, kommet til ved giftermål. Sidst i 1500-tallet og gennem 1600-tallet slægterne Rask og Pax. Og fra 1661 Henrik Müller, siden Nansen-slægten.

Det er den sidste overgang, alt hænger på. For med Nansen-slægten kommer Griffenfeld-historien til Horsens, og den kommer ad en vej, ingen kunne have planlagt.

Drengen der læste for hurtigt

Han blev født i København i 1635 og hed dengang Peder Schumacher. Faren var en velstående vinhandler, altså solid borgerstand, men ikke adel. I 1600-tallets Danmark betød det, at der var et loft over, hvor højt man kunne komme.

Peder Schumacher fandt aldrig det loft.

Han blev universitetsstudent som tolvårig. Som nittenårig havde han afsluttet sine studier i teologi, sprog, jura og medicin. Derefter fulgte ni år ved europæiske universiteter og i handelslivet, og han kom hjem som 28-årig med en dannelse, der var usædvanlig selv efter overklassens målestok.

Han trådte i Frederik 3.s tjeneste som bibliotekar og kabinetssekretær, og derfra steg han. Under Christian 5. blev han storkansler og leder af samtlige kongelige kollegier i Danmark-Norge. Han fik grevetitel og et nyt navn: Griffenfeld.

Fra vinhandlerens søn til rigets øverste embedsmand på en generation. Det var ikke sådan, tingene plejede at gå.

Og det var netop problemet.

Faldet

I 1670 giftede han sig, 34 år gammel, med den 14-årige Karen Nansen. Hun døde i barselseng som 16-årig og efterlod datteren Charlotte Amalie, født 1672.

Seks år senere væltede alt.

Anklagerne i 1676 var salg af gejstlige embeder, pengeafpresning i verdslige sager, embedsmisbrug, politisk upålidelighed og majestætsfornærmelse. Bag dem lå tre ting, der forstærkede hinanden: misundelse ved et hof, hvor adelen aldrig havde fordøjet, at en borgerlig sad øverst. Hans egen hovmodige omgang med de standsfæller, han havde overhalet. Og reel politisk uenighed med kongen om, hvor hårdt Danmark skulle gå til Sverige og Frankrig. Griffenfeld ville forhandle. Under Skånske Krig valgte Christian 5. den anden vej og slap sin kansler.

Han blev dømt til døden.

Benådningen kom, mens han stod på retterstedet. I sidste øjeblik blev dommen omstødt til livsvarigt fængsel.

Prøv at holde det billede stille et sekund. En mand på 41 år, klædt til sin egen henrettelse, der får at vide, at han i stedet skal leve. Man kan diskutere, om det var nåde.

Han sad først på Kastellet, siden på Munkholmen, en lille klippeø i Trondheimsfjorden. Der blev han i mere end tyve år. Hans datter var fire år gammel, da han blev arresteret. Hun nåede aldrig at kende ham som andet end en fange.

Han døde i 1699, 64 år gammel, i Trondheim.

Pigen på tretten

Imens skete der noget bemærkelsesværdigt i Jylland.

Charlotte Amalie arvede en betydelig formue gennem sin mors slægt, og Stensballegård kom i hendes eje, mens hun endnu var barn. Kilderne angiver, at hun var tretten år.

Tretten. Faderen sad på en klippe i Norge. Moderen havde været død i elleve år. Og pigen var godsejer i Vær Sogn.

Som 18-årig blev hun gift med den 35-årige baron Frederik Krag. Sammen lod de opføre den toetages barokhovedbygning, som stadig står, ved bygmesteren Ernst Brandenburger. Kilderne angiver byggeåret som enten 1690 eller 1692.

Hun fik elleve børn.

Hun døde i barselseng som 31-årig, i 1703. Præcis som sin mor havde gjort det 27 år tidligere.

To generationer af kvinder, begge gift som teenagere med mænd mere end dobbelt så gamle, begge døde i barselseng. Det er ikke en undtagelse i 1600-tallet. Det er reglen, som den så ud, når man var kvinde og velstående, og det er værd at have med, når man går rundt og beundrer barokfacaden.

Krag-slægten og dens efterfølgere blev på gården i 143 år, indtil 1828.

Derfor står kisterne i Vær

Og dermed er spørgsmålet besvaret.

Griffenfeld havde ingen tilknytning til Horsens i sit magtfulde liv. Han havde formentlig aldrig sat sine ben i Vær Sogn, da han sad øverst i riget. Men hans datter fik Stensballegård, Vær Kirke hørte under Stensballegård, og en kirke under en herregård er herregårdens kirke, også når det gælder de døde.

Kirken blev først selvejende i 1971, som en af de sidste i Aarhus Stift. I over tre hundrede år var det altså gårdens folk, der bestemte, hvem der lå i tårnrummet.

Kirken selv er ældre end hele den historie. Skib og kor er romanske og sandsynligvis fra omkring år 1200. Tårn og våbenhus kom formentlig til i 1400-tallet. Sidst i 1700-tallet blev kirken gennemgribende istandsat med nyt herskabspulpitur og inventar i Louis Seize-stil, en fornemhed man sjældent møder i en dansk landsbykirke, og som kun giver mening, når man ved, hvem der betalte.

Så her ligger de: en kansler der styrede et rige og tabte det, en 16-årig hustru, en datter der var godsejer som barn, og en baron. I et tårnrum i Stensballe. Adgang for enhver der åbner døren.

Persillekræmmerne fra Vær sogn

Mens herskabet byggede barok, arbejdede der mennesker på jorden omkring det. Deres historie er mindre dramatisk, men den er mindst lige så interessant, fordi den handler om, hvordan en hel egn ændrede sin økonomi.

Det gamle Stensballe lå langs Bygaden, Agervej, Tværvej, Fortevej og Spægbogade. Bebyggelsen kan føres tilbage til 17 fæstegårde, der i 1700-tallet og 1800-tallet hørte under Stensballegård. Hver gård rådede over markstrimler svarende til fire tønder hartkorn, cirka elleve hektar, og jorden blev dyrket i fællesskab.

Bønderne betalte både i penge og i hoveri, altså et fastsat antal arbejdsdage med og uden heste. Sidst i 1700-tallet forsørgede godset 54 fæstegårde fordelt på seks landsbyer.

Det er et system, der let bliver til en abstraktion i en historiebog. Men hoveri betyder helt konkret, at når høsten var på sit mest kritiske, og din egen mark stod moden, skulle du og din hest af sted til herregårdens marker først. Din egen jord måtte vente.

Så skete der noget usædvanligt.

Baron Frederik Krag, altså Charlotte Amalies mand, hentede tyske gartnere til egnen og lod dem oplære bønderne i havebrug.

Det lyder som en fodnote. Det var det ikke. Det ændrede en hel egns økonomi.

Der opstod lokale sorter med navne, der stadig klinger af standssamfund: baronæbler og junkerpærer. Bønderne begyndte at køre deres frugt og grønt til markeder i de større byer, og de blev så kendte for det, at de fik et øgenavn med sig: persillekræmmerne fra Vær sogn.

Der er noget befriende ved det navn. Det er ikke et fint navn. Det lyder som noget, andre fandt på. Men det betyder, at bønderne her ikke blot var fæstebønder på en gård. De var noget, folk i andre byer kunne genkende og sætte navn på.

Ved siden af havebruget voksede en tekstiløkonomi frem omkring hørdyrkning, som krævede arbejdskraft, viden og særlige tørrehuse, og som gav arbejde til vævere og håndværkere.

Hoveriet blev afskaffet ved Stensballegård i 1852, og den endelige aftale efter prismægling blev underskrevet den 2. marts 1853.

Den dato fortjener at være bedre kendt lokalt. Den markerer det øjeblik, hvor arbejdet på egnen holdt op med at være en pligt og blev til en aftale mellem to parter. Der er ikke nogen mindesten. Men det var dagen, hvor bønderne i Vær Sogn selv kom til at bestemme, hvornår de skulle høste deres egen mark.

1915: den dag fjorden holdt op med at være fjord

Nord for Stensballe ligger Nørrestrand. I dag er den en ferskvandssø på omkring 132 hektar, kendt for sit fugleliv.

Sådan har det ikke altid været.

Nørrestrand var oprindeligt en arm af Horsens Fjord, forbundet med resten af fjorden gennem det smalle Stensballe Sund. Der stod saltvand. Der gik tidevand. Der var forbindelse ud til Kattegat.

I 1915 anlagde man en sluse ved sundets udløb. Og så var det slut.

Saltvandet forsvandt over tid, og en fjordarm blev til en sø. Det er en af de mest gennemgribende landskabsændringer, der er sket i Horsens' nærområde i nyere tid, og den skete med en sluse.

Søen er lavvandet med en gennemsnitsdybde på 0,75 meter og en største dybde på tre meter. Den deles i to bassiner af indsnævringerne ved Loddentot og Lindskov Knude, og Store Hansted Å er hovedtilløbet fra vest.

Vandkvaliteten var længe belastet af kvælstof og fosfor fra spildevand og landbrug. Den historie er heldigvis vendt. Gennem bedre spildevandsrensning og etablering af vådområder er søen kommet sig markant. Undervandsplanternes dækning steg fra 38 procent af søbunden i 2008 til 57 procent i 2015. Det er et af de tal, man skal kende, hvis man går og tror, at naturen kun går én vej.

I dag yngler blandt andet rørhøg og nattergal ved søen, og om vinteren raster store flokke af vandfugle. Nørrestrand blev fredet i 1983 og er samtidig vildtreservat med adgangsbegrænsning i yngletiden fra 1. april til 15. juli.

Området omkring søen er langt tættere på oldtiden, end de fleste aner. Der er registreret 27 overpløjede høje fra sten- og bronzealder og 23 stenalderbopladser, hovedsageligt langs kysten, samt køkkenmøddinger fra ertebøllekultur og yngre stenalder.

Køkkenmøddinger er affaldsdynger. Østersskaller, muslingeskaller, benrester. Det er hverdagens spor, ikke kongernes, og de fortæller, at mennesker sad her og spiste skaldyr ved vandet for flere tusind år siden. De vidste ikke, at deres madrester ville blive den bedste kilde, vi har til deres liv.

Store Hansted Bro har været omtalt siden 1438, og Nordre Strandvej regnes for usædvanligt velbevaret som gammelt hovedfærdselsåre. Når du kører ad den, kører du altså i et spor, folk har brugt i århundreder.

Nabolandsbyerne bærer også historie. Nebels middelalderkirke styrtede sammen i 1877, og kun våbenhuset er bevaret som kapel. Serridslev Kirke blev opført samme år.

369 mennesker

Frem til midten af 1900-tallet var Stensballe stadig en landsby. Adskilt fra Horsens af Stensballe Sund, hørende til Vær-Nebel Kommune, med sin egen skole, sit bibliotek og sit forsamlingshus langs Bygaden.

I 1960 boede der 369 mennesker.

Byens største arbejdsplads var Østergaards Frøavl, grundlagt i 1884 af Rasmus Østergaard, med omkring 100 ansatte på sit højeste. Det er en tankevækkende brøk: en virksomhed med hundrede ansatte i en by med under fire hundrede indbyggere. Frøavl var på den måde til Stensballe, hvad slagteriet var til andre østjyske byer.

Virksomheden blev solgt til et hollandsk firma i 1976 og flyttede i 1992. Tilbage står Østergaards hvide hjørnevilla, som de fleste kører forbi uden at vide, hvad den var midtpunkt for.

Så kom højkonjunkturen. Fra årene omkring 1960 begyndte indbyggertallet for alvor at stige, og 1960'erne og 1970'erne bragte parcelhusudstykning efter parcelhusudstykning.

Tulipanparken blev udstykket i 1972 og 1973 på tidligere landbrugsjord. Navnet er ikke et markedsføringspåfund. Der blev faktisk dyrket tulipaner netop dér.

Kommunalreformen i 1970 lagde området ind under Horsens Kommune. Dermed var Stensballe holdt op med at være en landsby ved siden af en anden by. Den var blevet en bydel.

I dag bor der omkring 6.000 mennesker i Vær Sogn. Det er en tilvækst på cirka 5.300 siden 1960.

Tænk over det som mennesker og ikke som tal. Ni ud af ti, du møder på en gåtur i Stensballe, bor i en by, hvis nuværende form er skabt inden for tre generationer. Og alligevel har de en sognekirke, hvor der har været holdt gudstjeneste i over 800 år.

Gården i dag

Stensballegård blev solgt i 1928, først til Axel Høyer og derefter til grev Hans Benedikt Ahlefeldt-Laurvig. Fra 1951 sad grev Ditlev Ahlefeldt-Laurvig på den, og fra 1972 hans søn grev Henrik. Slægten driver den fortsat.

Forandringen i arbejdslivet er dramatisk og helt typisk for dansk landbrug. Fra omkring 30 ansatte i 1928 var tallet i år 2000 nede på to. To mennesker til en gård, der engang havde 54 fæstegårde under sig.

I dag beskæftiger Stensballegaard igen 13 medarbejdere, men på et helt andet grundlag: golfanlæg, skovdrift, hundeskov, juletræssalg og skovkirkegård.

Der er en næsten poetisk symmetri i det. Landsbyerne Stensballe, Nebel, Tvingstrup, Meldrup, Blirup og Haldrup skylder deres tilblivelse blandt andet godsets historiske udlejning af fæstegårde. Godset skabte landsbyerne. Landsbyerne blev til bydele. Og godset lever nu delvist af de mennesker, der bor i dem, når de spiller golf, lufter hund eller køber juletræ.

Gå selv derud

Stensballe er et af de steder, hvor Danmarkshistorien og hverdagen ligger oven på hinanden uden rigtig at røre hinanden.

Byen har en kirke fra omkring år 1200 med rigets faldne kansler i tårnrummet. Den har en barokherregård fra omkring 1690, bygget på en 18-årig arvings ægteskab. Den har en bondekultur, der blev til frugtavl og et øgenavn, folk bar med et vist mål af stolthed. Den har en fjordarm, der i 1915 blev lukket inde og nu er en sø med ynglende rørhøge. Og den har omkring 6.000 mennesker, hvoraf de allerfleste er kommet til inden for tre generationer.

Næste gang du kører ad Nordre Strandvej med udsigt over Nørrestrand, så husk hvad du kører igennem. Du kører langs kanten af en forsvunden fjord, gennem en jord der engang blev dyrket i fællesskab af folk der solgte persille i andre byer, forbi en kirke hvor 1600-tallets største politiske skandale ligger og venter i et tårnrum.

Døren er som regel åben. Gå ind og se efter.