Bilen, telefonen og biblioteket: opfindelserne fra Horsens

Horsens har bygget 129 biler, leveret telefoner til hele Danmark og opfundet en måde at drive bibliotek på, der endte som lov. Historien om en by, der har opfundet mere, end den selv praler af.

Spørg en tilfældig dansker, hvor landets opfindelser kommer fra, og du får de samme svar. Billund, hvor legoklodsen blev til. Struer, hvor Bang og Olufsen fandt sin lyd. Nordborg på Als, hvor Mads Clausen startede Danfoss i sin mors stue.

Ingen siger Horsens.

Og alligevel: mellem 1913 og 1920 blev der bygget 129 biler i en fabrik på Sønderbrogade. I årtier kom stort set alle telefoner i danske hjem fra en fabrik i Emil Møllersgade. Og i 1894 åbnede en gymnasielærer en bogsamling i byen, som endte med at blive skrevet ind i dansk lovgivning.

Horsens har ikke én verdensberømt opfindelse med sit navn på. Byen har noget mere interessant: en stribe af dem, som de fleste horsensianere aldrig har hørt om.

Her er historierne.

Bilen der hed Gideon

Begynd med bilen, for den er den, folk har sværest ved at tro på.

I 1891 grundlagde fabrikant Rud. Kramper en lille virksomhed i Horsens. Nogle år senere trådte fabrikant S. Jørgensen ind, og firmaet fik navnet Kramper og Jørgensen. De begyndte med landbrugsmaskiner, men gik hurtigt over til motorer, og de blev gode til det. De byggede motorer til ethvert formål og til flere brændstoffer: petroleum, benzin og sugegas.

Motorerne fik et navn. Fra 1893 hed de Gideon.

Og i 1913 tog virksomheden springet. På adressen Sønderbrogade 27 til 29 begyndte de at bygge biler.

Det er værd at holde fast i, hvad det betød i 1913. Ford havde året før sat sit samlebånd i gang i Michigan. Automobilen var stadig et apparat, folk stimlede sammen om på gaden. Danmark havde et par hundrede kilometer asfalteret vej og en veludbygget hestebestand. At bygge biler var ikke et forretningsområde. Det var et væddemål.

Kramper og Jørgensen byggede ikke bare karrosserier på indkøbte chassiser, sådan som mange gjorde. De byggede motorerne selv. De byggede gearkasserne selv. De byggede for- og bagaksler selv. En Gideon var en Horsens-bil hele vejen igennem.

I de syv år produktionen løb, blev der fremstillet 129 køretøjer: lastbiler, postbiler, rutebiler, brandsprøjter og enkelte personvogne.

129 lyder ikke af meget. Sæt det i sammenhæng, og det ser anderledes ud: Gideon nåede op på flere producerede køretøjer end nogen anden dansk automobilfabrikant i perioden. Når man taler om dansk bilproduktion i 1910'erne, taler man i praksis om Horsens.

Brandsprøjten og pakhuset

En af de 129 har sin egen historie.

I 1918 brændte et pakhus i Horsens. Branden viste noget ubehageligt: byens hestetrukne brandmateriel var ikke længere godt nok. Heste skal spændes for. Heste bliver forskrækkede. Heste kan ikke køre 50 kilometer i timen gennem Søndergade.

Horsens Brandvæsen bestilte derfor en motorbrandsprøjte hos den fabrik, der lå i deres egen by.

Det er den slags detalje, der siger noget om et lokalsamfund. Byen havde et problem. Byen havde en fabrik. Byen løste problemet med sin egen fabrik, og resultatet kørte ud fra remisen med byens eget navn på motoren.

Det der er tilbage

Eventyret varede syv år. I 1920 måtte virksomheden lukke som følge af økonomiske vanskeligheder, og den blev derefter reorganiseret under navnet Rud. Kramper og Company.

Tidspunktet var ikke tilfældigt. Efter Første Verdenskrig ramte en hård efterkrigskrise dansk økonomi, og samtidig begyndte amerikanske masseproducerede biler at komme til Europa i et antal og til en pris, ingen dansk fabrik kunne matche. Gideon var et håndværksprodukt i en tid, der var ved at blive samlebåndets.

I dag findes der to Gideoner tilbage i verden. Begge er brandsprøjter. Den ene står i Odense, den anden i Horsens.

Fabriksgrunden på Sønderbrogade blev senere til parkeringsplads.

Der er noget rørende ved det. Hundrede og niogtyve køretøjer, bygget af mennesker der troede, at Horsens kunne være en bilby. To tilbage. Og ingen skilte.

Telefonbyen ingen kalder telefonbyen

Den næste historie er endnu længere, og den er stadig i gang.

I 1874 byggede man en trævarefabrik på det, der dengang hed Madevej i Horsens. Den hed Bastian, den var tegnet af arkitekten J.C. Clausen, og den var sat i verden af grev Frijs, som ville have forarbejdet træet fra sine skove til byens håndværkere.

Tidligt i 1890'erne gik det økonomisk skidt for trævarerne, og fabrikant Emil Møller købte stedet.

Han lavede noget helt andet med det. I 1892 omlagde han produktionen til telefoner.

Telefonen var på det tidspunkt tolv år gammel i Danmark. Landet var midt i den store opkobling, hvor telefonselskaberne trak ledninger gennem købstæderne og ud på landet, og hvert eneste hus, der blev tilsluttet, skulle have et apparat. Emil Møllers Telefonfabrikker voksede hurtigt, og på sit højeste var virksomheden eneleverandør af telefoner til hele landet.

Læs den sætning en gang til. I en periode kom telefonen i det danske hjem fra Horsens. Uanset om hjemmet lå i Skagen, på Bornholm eller i Kongens Lyngby.

Gaden, hvor fabrikken lå, hedder i dag Emil Møllersgade. De fleste, der bor der, kender næppe grunden.

Fra Emil Møller til Kirk

I 1917 blev virksomheden omdannet til aktieselskab, og midt i 1920'erne overtog civilingeniøren Kristian Kirk ledelsen. I 1937 fik den hans navn: A/S Kristian Kirks Telefonfabrikker. Arkitekten Viggo Norn tegnede flere af udvidelserne, og fabrikken voksede gennem hele midten af århundredet.

I 1972 flyttede produktionen til Langmarksvej. De gamle bygninger i Emil Møllersgade forfaldt derefter, og en brand i 1999 gjorde yderligere skade. De er siden taget under restaurering af nye ejere.

Men virksomheden fortsatte, og den fortsatte med at være god til præcis det samme: telefoner.

Under navnet Kirk Telecom udviklede den trådløse DECT-telefoner, altså den teknologi der ligger bag trådløse telefoner på kontorer, hospitaler og lagerhaller over hele verden. Virksomheden blev veletableret i både Europa og Asien.

Den 13. december 2005 blev Kirk Telecom solgt til den amerikanske producent Spectralink for 388 millioner kroner, og den danske produktion skulle efter planen fortsætte uændret. Spectralink havde specialiseret sig i IP-telefoni over wi-fi og ville have DECT-benet med for at blive global.

Regn på tidsspændet. Fra en trævarefabrik der blev til telefonfabrik i 1892, til en dansk DECT-teknologi der blev solgt for et trecifret millionbeløb i 2005. Det er 113 års uafbrudt telekommunikation på samme sted, gennem drejeskiver, trykknapper, ledninger, trådløshed og internetprotokoller.

Der er ikke mange byer i Danmark, der kan sige det. Der er ikke mange byer i Europa, der kan sige det.

Manden der opfandt biblioteket til alle

Den tredje historie handler ikke om en maskine. Den handler om en idé, og det er formentlig den mest indflydelsesrige ting, Horsens har sendt ud i verden.

Andreas Schack Steenberg blev født i Hamborg i 1854 og kom til Horsens, da hans far blev postmester i byen. Han gik i skole der, og han blev siden lærer og lektor samme sted. Fra 1885 var han formand for arbejderundervisningen i Horsens, og fra 1894 til 1903 sad han i byrådet.

Byen havde allerede en spire til noget. Den 2. januar 1869 var Arbejderbogsamlingen åbnet i Nørregade med 843 bind.

Steenberg gjorde noget andet og større. I 1894 åbnede han Horsens Folkebogsamling med 1.018 bind, med kommunal støtte og med det, man i dag ville kalde professionel biblioteksdrift.

Forskellen mellem en bogsamling og et folkebibliotek lyder som en detalje. Den er det ikke. En bogsamling er nogens bøger, som andre kan låne. Et folkebibliotek er en offentligt finansieret institution, der systematisk stiller viden til rådighed for alle, uanset hvem de er, og som drives af folk der har lært at gøre det.

Steenberg havde hentet modellen i England og USA på studierejser, og han begyndte allerede fra 1892 at skrive og tale for den moderne folkebiblioteksbevægelse. I 1900 udkom hans Folkebogsamlinger, deres Historie og Indretning. I 1905 kom Skolen og Bøgerne, som ministeriet fandt så god, at den blev sendt ud til samtlige skoler i landet.

I 1909 forlod han undervisningen, blev ministeriets konsulent i biblioteksspørgsmål med professortitel, og flyttede til København for at lede Statens Bogsamlingskomités kontor. Derfra rejste han landet tyndt.

Arbejdet førte direkte til Danmarks første bibliotekslov i 1920.

Tag det roligt et øjeblik: hver gang du går ind på et dansk folkebibliotek, står du i en institution, hvis danske form blev prøvekørt i Horsens i 1894 af en gymnasielærer, der havde været i England og set noget, han syntes vi manglede.

Horsens Bibliotek flyttede i 1960 ind i det, der dengang var Skandinaviens største biblioteksbygning i ét plan, i Vitus Bering Park. I 1988 flyttede det til Tobaksgården, en ombygget tobaksfabrik, og voksede fra 2.000 til 6.200 kvadratmeter fordelt på fire etager.

Grisen der ændrede et land

Den anden store idé fra Horsens er bedre kendt, men den fortjener at stå ved siden af biblioteket, for de to hører sammen.

Den 14. juli 1887 åbnede Horsens Andels-Svineslagteri på Bygholm Enge. Det var verdens første andelssvineslagteri.

Bag det stod Peter Bojsen, formand for landboforeningen, som sad som slagteriets bestyrelsesformand i 26 år. Baggrunden var jordnær: bønderne var trætte af vilkårene, når de solgte deres grise ved banegården, og et fælles slagteri var billigere end mange små.

Det første år slagtede omkring 25 ansatte 23.407 grise.

Anlægget blev forbillede for de andelsslagterier, der derefter skød op over hele landet, og linjen løber ubrudt derfra til Danish Crown. Den sidste gris blev slagtet på den oprindelige adresse den 27. april 2005.

I dag ligger campus på grunden. Unge mennesker læser til ingeniør og pædagog oven på fundamentet af en af de vigtigste organisatoriske beslutninger i dansk landbrugshistorie. Pladsen hedder Andreas Steenbergs Plads, opkaldt efter bibliotekmanden.

To idéer, syv års mellemrum, samme by. Begge handlede om, at almindelige mennesker kunne opnå mere sammen end hver for sig. Den ene gjaldt grise, den anden bøger.

Cyklen, ilten og røret

Og så er der Hede Nielsen, som fortjener sin egen paragraf, fordi han er den tætteste, Horsens kommer på en serieopfinder.

Niels Hede Nielsen levede fra 1879 til 1943, og han begyndte beskedent. I 1906 åbnede han Horsens Cykellager i Hestedamsgade og solgte cykler og reservedele. I 1909 begyndte han at fremstille sine egne, og de fik navnet Sandow.

Derfra gik det stærkt, og mønstret er værd at bemærke: hver gang han manglede noget til sin produktion, byggede han en fabrik der lavede det.

Han skulle bruge svejsegas. Så åbnede han sin egen iltfabrik i 1919 og en acetylenfabrik i 1923.

Hans søn Ove begyndte i 1928 at fremstille radioer under navnet Herofon. I 1955 gik han i gang med fjernsyn, og omkring 1958 skiftede produkterne navn til Arena. Den historie, med den store fabrik fra 1966, branden i 1970, det britiske Rank-opkøb og lukningen i 1975, hører til i byens erhvervshistorie og er fortalt andetsteds.

Den anden søn, Eigil, tog gassen og rørene. Rørfabrikken åbnede i 1934 og nåede op på 25.000 tons om året, før den lukkede i 1974. Skandinavisk Rørfabriks vand- og varmerør kom til at dække en stor del af det danske marked.

Læg det sammen. Én mand og hans to sønner leverede i løbet af halvfjerds år cykler, svejsegas, radioer, fjernsyn og rør til danske hjem, værksteder og byggepladser. Meget af det, en dansk familie i 1950'erne cyklede på, lyttede til og fik varme igennem, var lavet i Horsens.

Maskinen der stadig kører

Til sidst en historie, der ikke er slut.

Den 16. juni 1857 grundlagde smeden Søren J. C. Jochumsen og købmanden Johan P. Møller en smedje og maskinfabrik i Allégade i Horsens. Efter datidens målestok var den stor, og folk var skeptiske over for udsigterne.

De begyndte med almindeligt smedearbejde og gik derefter over til dampmaskiner, som blev virksomhedens væsentligste arbejdsfelt gennem en lang årrække. De byggede kakkelovne, gravkors, dampmaskiner og senere forbrændingsmotorer.

Allerede i 1877 oprettede virksomheden en alderdoms- og understøttelseskasse til gamle og tilskadekomne arbejdere samt til enker og børn efter afdøde ansatte. Den fungerede i omkring 65 år, indtil 1942. Det var 14 år før den danske folkepension.

Og så skete det interessante. I 1988 indgik virksomheden en licensaftale med Torps Maskinfabrik og gik dermed ind i affaldsneddeling. I 2001 erhvervede de de fulde rettigheder.

I dag hedder den M&J Recycling, den har hovedkontor på Vejlevej i Horsens, omkring 130 medarbejdere, kontorer i syv lande og over 1.300 installerede neddelingsanlæg verden over. I 2021 blev den købt af den finske familievirksomhed Ahlström.

En virksomhed grundlagt af en smed i 1857 laver i dag maskiner, der findes på affaldsanlæg på flere kontinenter. Der er ikke mange danske virksomheder med 168 år på bagen, der stadig eksporterer teknologi.

Den røde tråd

Sæt historierne op ved siden af hinanden, og der tegner sig et mønster, som siger noget om denne by.

Horsens har aldrig opfundet noget, der blev til et globalt ikon. Byen har ingen legoklods, ingen højtaler, ingen termostat med sit navn på.

Til gengæld har byen gjort noget andet fire gange: den har set en ny teknologi eller en ny idé komme, og den har sagt ja, det prøver vi. En trævarefabrik blev til telefoner. En motorfabrik blev til biler. En gymnasielærer med en studierejse i bagagen byggede et bibliotek, der blev til en lov. Bønder der var trætte af banegården, byggede et slagteri, der blev til et princip. En cykelhandler blev til fem industrier.

Og en smedje fra 1857 laver stadig maskiner.

Nogle af væddemålene tabte. Gideon holdt syv år, og der er to tilbage. Arena brændte og blev lukket. Rørfabrikken lukkede i 1974.

Men mønstret er der stadig. Det er ikke tilfældigt, at Danmarks Industrimuseum ligger i Horsens. Byen har ikke bare været med i den danske industrihistorie. Den har været med i den flere gange, i flere brancher, og med noget, der ligner en vane.

Så næste gang nogen fortæller dig, at danske opfindelser kommer fra Billund og Struer, kan du nævne, at der engang kørte 129 biler ud fra en fabrik på Sønderbrogade, at telefonen på din bedstemors væg formentlig var lavet i Horsens, og at det bibliotek, du gik på som barn, findes på grund af en lærer fra netop denne by.

Det er ikke en dårlig liste for en købstad ved bunden af en fjord.